onsdag den 28. november 2012

Julegaver til pedanten, den søde skat ...

I dag vil vi være flinke og hjælpe pedanterne med at give andre pedanter pedantegnede gaver – eller hjælpe den uformående upedant give sin elskede pedantven en glædesspredende gave.

Men først skal vi selvfølgelig pege fingre, og hvor passende er det ikke at pege fingre ad en bog, der med stor sandsynlighed bliver årets hyppigst givne julegave. 





Hola, Anne Redaktrice på Politikens Forlag: Er du ikke sød at indsætte en bindestreg før andet oplag? Kan du slet ikke huske, hvor vi bandede over "Hvidsteen Gruppen"? Eller, hmmm, er det i virkeligheden Mand Jussi, der selv er på spil – igen? Uha! For ja, vi har peget fingre ad Jussi før. Så nu får han altså en opsang. Hør nu her: Som den sandsynligvis mest læste forfatter i Danmark har du en forpligtelse til at være pedantisk i din omgang med det danske sprog. Et lysende eksempel til efterfølgelse. Suck. On. That. Og stram så op!

Men hvor der er en vilje, er der en vej: Før bogen pakkes ind, anbefaler vi, at der med sprittusch i samme teglrøde farve indsættes en lille, net bindehørmer mellem Marco og Effekten. Præcis som  Lynne Truss ville have gjort. 


Nå'm anyways: Øverst på listen over egnede gaver til pedanten er utvivlsomt digteren Morten Søndergaards Ordapotek, en helt særlig nørdet treat om ords virkninger og bivirkninger, der ser således ud:





Inden i hver lille pilleæske finder man en munter indlægsseddel; dog ville vi også gerne have fundet nogle piller, eksempelvis noget Valium eller Ritalin i interjektionsæsken. Men det bærer vi over med. Apoteket leveres i en meget smagfuld kasse, der faktisk er så smuk, at det er synd at pakke den ind:




Har du engelske eller tyske pedantforbindelser, har du heldet med dig, for ordapoteket findes på begge sprog, og de kan beundres på Facebooksiden "Ordapotek". Desværre bliver vi som pedanter nødt til at påpege, at en sprogpedantisk gave ikke må indeholde fejl, og det er sjusk, at den engelske version hedder "Wordpharmacy", når substantiver nu engang ikke sammenskrives på engelsk.

Ordapoteket koster i omegnen af 500 kr, og det er i overkanten for en morsomhed, Morten. Sæt prisen ned, så kommer pedanterne løbende med deres sorte, middelalderlige pedanttunger slaskende om den vortefyldte kæbe.

Pilleæskerne skal naturligvis også udstilles i de helt rigtige rammer, så et medicinskab i klar plast er et must. Det kan fås i Ikea til ca. 200 kr eller købes hos Morten Søndergaard til en ågerpris på 1.000 kr, inkl. pilleæsker. Men det er godt nok også lækkert.

Boggaver er altid velkomne i pedanthjemmet, så her er Mich&Susses to absolutte yndlinge:




My grammar and I fås i Amazon i forskellige udgaver fra $5-17. Dette lille mirakel overgås kun af Eats Shoots and Leaves fra $8-18. Alene begrebet "nultolerance" kan få det til at gibbe i gabadinebukserne på enhver pedant:




Og nej, vi har ikke rigtig nogen anbefalinger på dansk. Samtlige danske sprogpedanter og sprogmennesker i det hele taget – med os som det lysende modeksempel – er nogle kedelige stueplanter, men skal man gøre noget godt for en særlig kær pedant, kan vi kun opfordre til et kursus hos Ann Mariager, som sandsynligvis er en af Danmarks sjoveste skribøser. Her er en oversigt over Anns kursustilbud.

Den ideelle, eviggrønne gave til hanpedanten er selvfølgelig de freudianske slippers i traditionel udformning og karakteristisk karrygul farve.




Og nu spørger du: hvorfor freudianske? Indlysende fordi hanpedanter, der går med den slags, ikke har noget sexliv og derfor uvægerlig kommer til begå flere freudianske slubberter end andre. Hvad den gave laver på denne side? Hanpedantens notorisk iltre temperament dæmpes bedst med varme tæer.


Sluttelig kan femi-pedanten nu OMSIDER få noget ordentligt udstyr, med hvilket hun kan forfatte sine grammatisk perfekte indkøbslister og dagbøger: BIC Cristal For Her Ball Pen kan bl.a. købes her.




Skulle du ligge med en fluenser, kan du få en hel dag til at gå med at more dig over kundeanmeldelserne inde på Amazon, som fx:





Hvis du bare er helt almindelig rask og har lidt småtravlt, kan du nøjes med at dyrke Ellen DeGeneres' annonce for samme her:



Og hermed siger vi pænt tak for Sæson 2 og skrubber på vinterferie i hvert sit verdenshjørne. Vi vender stramtandede, velbrunede og platte tilbage omkring 8. januar. I mellemtiden kan I more jer over alle de fejl, der bor i denne piece, fordi skribøsen har uhemule julefrokost-efterladenskaber i blodet og lige om lidt besvimer i sin seng i en latterlig stilling.   

Er der fx behov for adjektivkongruens i sætningen Vi vender stramtandede, velbrunede og platte tilbage? Eller er det direkte forbudt? Og skal det være en gang eller engang i ovenbrugte sætning: Når substantiver nu engang ...? Kan man sige hjælpe den uformående upedant give – uden et med?

 Jaaaaaeh! Det er skam ikke let, det her. Der er også et par stavefejl til jer. Go get them.

/Susse

7 kommentarer:

  1. He-he-he. Jeg var lige ved at komme i gabaRdinebukserne.
    Du trænger til at pette med en koalabjørn, som du sikkert ville kalde en kolabjørn? Kom nu af sted til Aussieland.
    Knus fra din hadepedant no. 2

    SvarSlet
    Svar
    1. Ah, come on, der flere fejl. Kig igen :-)

      Slet
  2. Mich&Susse, men måske især Susse, lægger altid et par fejl ind med vilje for at se om mugpedanterne er vågne. Just testing :-)

    SvarSlet
  3. Godt forjul fra Bogbrokken. Og så lige et tillægsspørgsmål: Er indspist og indædt egentlig synonymer...?

    SvarSlet
  4. Og er bagskid og baghyler?

    SvarSlet
  5. Jeg har fundet en masse idéer til billige jule gaver på min blog billigejulegaver.dk tag et kig, hvis is har lyst :)

    SvarSlet
  6. Af hjertet tak for endnu en omgang skøn underholdning med masser af bid!
    Jeg har naturligvis omtalte engelske grammatik, som udmærker sig ved (også) at indeholde masser af god, engelsk humor.
    Derudover har jeg hele tre eksemplarer af Eats, Shoots and Leaves fordi jeg har op til flere venner, som kender mig for godt :-)
    Desværre lever hendes næste bog Talk to the Hand ikke helt op til den med pandaen.

    Og Freudianske slippers ... hahahahh

    SvarSlet